Elektrisk skateboard

KooWheel D3M Onyx elektrisk skateboard

Normal pris 4.599,00 DKK Udsalgspris 4.199,00 DKK

KooWheel D3M skateboard griptape

Normal pris 199,00 DKK Udsalgspris 149,00 DKK

Ekstra hjul til KooWheel D3M skateboard

Normal pris 99,95 DKK Udsalgspris 69,95 DKK

Batteri til KooWheel D3M skateboard

Normal pris 1.099,00 DKK Udsalgspris 999,00 DKK

Elektrisk skateboard – klassiker i ny forklædning

De senere år har vi generelt fået det meget sjovere. Udviklingen har givet os en række nye eldrevne transportmidler som eksempelvis elcykler, segways og el-scootere. Den absolut mest populære udgave er dog uden tvivl segboardet - i hvert fald indtil nu. For nu kommer det elektriske skateboard!

Hvis du hører til dem, der er mere til det klassiske skateboard, er der heldigvis godt nyt til dig: Nu kan du nemlig få det elektrisk drevne skateboards i høj kvalitet. Læs med her, og bliv meget klogere på det spændende fænomen.

 

Hvad er et elektrisk skateboard?

Et elektrisk skateboard minder på mange måder om det traditionelle skateboard, men med én afgørende forskel: Det er udstyret med kraftige elmotorer, så du kan komme hurtigt frem og langt omkring uden at blive øm i benene. I modsætning til eksempelvis segboards, der styres udelukkende med balancen, kommer det elektriske skateboard med fjernbetjening, som du holder i den ene hånd under kørslen.

Fjernbetjeningen er udstyret med et lille joystick, som giver dig fuld kontrol over kørselshastigheden og -retningen. Selve styringen i forhold til at dreje og manøvrere er akkurat som du kender den fra traditionelle skateboards: Afhængigt af, hvordan du lægger vægten på boardet, lader de fleksible trucks dig manøvrere let og elegant.

 

Opbygning af moderne elektriske skateboards

Elektriske skateboards har faktisk været på markedet i en årrække, men de tidligere modeller var ikke særlig anvendelige i praksis - i hvert fald ikke for rigtige skateboard-entusiaster. Disse boards var nemlig udstyret med store motorer og batterier, som gjorde enhver form for tricks umulige. Mekanik, elektronik og batteripakke fyldte nærmest hele ”underetagen” på boardet, og vejede naturligvis også uforholdsvis meget.

Helt anderledes ser det ud med de nye elektriske skateboards, hvor blandt andet ny batteriteknologi gør det muligt at lave en slank flad batteripakke, der næsten ikke bemærkes. Selve motorerne er integreret i hjulene, og ses slet ikke. Det er klart, at vægten trods alt stadig er højere end det traditionelle skateboard, men ikke mere, end at mange af de gode gamle tricks stadig kan udføres. Selve fartreguleringen foregår via en håndholdt Bluetooth-fjernbetjening, som ligger komfortabelt i den ene hånd under kørslen.

De nye elektriske skateboards er også langt mere intelligente i styringen end tidligere. Nogle af de ældre modeller havde eksempelvis kun 2 knapper på fjernbetjeningen til henholdsvis ”frem” og ”tilbage”, og ingen mulighed for at regulere motorkræfterne. I dag er der trinløs regulering, og dermed langt bedre og mere komfortabel kontrol over kørslen, både ved lav og høj fart.

Bortset fra elektronikken er skateboardet præcis som det altid har været: Selve deck’et er solidt, men stadig elastisk og bøjeligt. Overfladen giver et godt grip for fødderne, og de fleksible trucks, der er monteret under deck’et, giver maksimal fleksibilitet. Hjulene er naturligvis monteret med letløbende kuglelejer i høj kvalitet.

 

Køb elektrisk skateboard i Danmark

Som med så mange andre elektriske- og elektroniske dimser, kan det være fristende at købe et elektrisk skateboard hjem fra udlandet. Specielt Kina er blevet kendt for at kunne levere varer til overraskende lave priser og med meget billig fragt. Men også en del europæiske handelsportaler kan tilbyde nogle tilsyneladende attraktive tilbud. Skal du bruge lidt LED-lys eller andre småting, kan import være en fin løsning, men når det kommer til større investeringer som eksempelvis elektriske skateboards, bør du passe på.

Både juridisk og rent praktisk er du utrolig dårlig stillet ved køb i udlandet, hvis du senere ønsker at fortryde købet eller skal have foretaget service eller garantireparationer. Opstår der spørgsmål til brug eller vedligeholdelse, er der typisk heller ikke meget hjælp at hente fra udenlandske leverandører. Vælger du i stedet at købe fra en dansk leverandør, er du 100 % dækket ind af den danske lovgivning om forbrugerbeskyttelse, som nok er en af verdens bedste, set fra forbrugerens synspunkt.

 

Elektrisk longboard til cruising

Det helt klassiske skateboard er først og fremmest beregnet til hårdhændet brug på skaterbaner og ramper, og er derfor typisk udført meget stift og robust. I praksis er et klassisk skateboard derfor ikke det oplagte valg, hvis det mest skal bruges til transport og cruising. Eftersom elektriske skateboards er udstyret med hjælpemotor, er de mest oplagte til netop transport og cruising, og er derfor udført med blødere affjedring, så rejsen bliver mere komfortabel.

Du kan både få elektriske skateboards med klassisk udformning af decket, også kaldet penny boards, eller deciderede longboards, som giver maksimal luksus på turen. Begge modeller byder dog på både høj komfort, høj fart og lang rækkevidde.

 

Overraskende høj ydelse

Selv om elektronikken og mekanikken ikke fylder ret meget på et moderne elektrisk skateboard, er ydelsen overraskende høj. De to små skjulte motorer yder hver flere hundrede Watt, og det resulterer i en topfart på helt op til 45 kilometer i timen for de bedste boards. Der er tale om DC-motorer af den såkaldte børsteløse type, hvor slitagen er minimal. Det moderne Lithium Ion-batteri sikrer også masser af lagerplads til energien, og de bedste elektriske skateboards har dermed en rækkevidde på helt op til 35-40 kilometer på en enkelt opladning. Det betyder i praksis, at et elektrisk skateboard er et reelt alternativ til andre former for transportmidler.

Det skader naturligvis heller ikke, at der er tale om særdeles miljøvenlig transport. Både batterierne i selve skateboardet og fjernbetjeningen er naturligvis opladelige, og elmotorer er langt mere energivenlige end traditionelle benzinmotorer. I øvrigt bruger et elektrisk skateboard overraskende lidt strøm - faktisk kun få øre for hver kørt kilometer.

 

Hvordan bruger man et elektrisk skateboard

Hvis du allerede er vant til at køre på skateboard, vil du uden problemer kunne skifte over til den elektriske version. Er du nybegynder, kan du trøste dig med, at et skateboard faktisk er utrolig enkelt at bruge, så længe det ikke handler om at lave deciderede tricks. Det er mest sikkert, hvis du står i bredstående stilling med god afstand mellem fødderne. Måske skal du lige vænne dig til, at du på et skateboard kører sidelæns, men det bliver helt naturligt efter ganske kort tid.

Det sværeste er måske at ”stige ombord” på skateboardet første gang, hvis du ikke er vant til skateboards. Det ruller let, takket være de letløbende kuglelejer, så det kan potentielt feje benene væk under dig, hvis du ikke er lidt forsigtig. Omvendt skal du ikke være alt for bange, for det handler meget om psykologi. Hvis du stiger på brættet med rysten og bæven og stive ben, er projektet næsten dømt til at fejle. Forsøg at være så afslappet som muligt, og start eventuelt sammen med en hjælper, der kan støtte dig, eller en sofaryg eller lignende som støtte. Et godt råd er, at du så vidt muligt prøver at ”slå hjernen fra”, og bare kaster dig ud i projektet.

Styringen af et skateboard fungerer i kraft af de drejelige ”trucks”, hvor hjulene er monteret. De fungerer på den måde, at de drejer en anelse, når skateboardet vippes lidt sidelæns. Desto mere du vipper, desto skarpere drejer de. Eftersom du står sidelæns på brættet, skal du altså vippe det en anelse fremover for at dreje mod synsretningen, og tilsvarende bagover, hvis du vil du vil dreje mod synsretningen. I princippet kan du nøjes med at vippe brættet med fødderne, men afhængig af kurvens skarphed, er du også nødt til at lade kroppen følge lidt med for at modvirke centrifugal-kraften, så du ikke ”ryger af i svinget”. Det kan måske lyde lidt kompliceret, men tænk ikke for meget over det. Som med så mange andre ting, er det lettest bare at kaste sig ud i det og prøve teknikken af i praksis. Det giver faktisk sig selv, og du vil lynhurtigt blive fortrolig med teknikken.

Det, der først og fremmest adskiller det elektriske skateboard fra traditionelle skateboards er naturligvis den motoriserede fremdrift. Den skal du lige vænne dig til - også selv om du i øvrigt er erfaren skater. Fremdriften betyder nemlig, at du bliver nødt til at læne dig lidt mod kørselsretningen under accelerationer, ligesom opbremsninger bedst håndteres ved at læne dig lidt mod kørselsretningen. Igen er det i praksis en teknik, der næsten giver sig selv, men vær lige opmærksom på det de første gange. Heldigvis er elektronikken i nyere elektriske skateboards så intelligent, at den sikrer forholdsvis bløde accelerationer og opbremsninger.

 

Sikkerhed på et elektrisk skateboard

Nogle tror måske fejlagtigt, at et elektrisk skateboard er et stykke børnelegetøj, men intet kunne være mere forkert. Elektriske skateboards fås med tophastigheder helt op til 45 kilometer i timen, og kan derfor vise baghjul til de fleste scootere og knallerter. Hører du til dem, der elsker at prøve grænserne af, bør du derfor tage nogle sikkerhedsmæssige forholdsregler. I dag er hjelmen heldigvis fuldt accepteret i ”miljøet”, men som begynder kan du også overveje eventuel beskyttelse til håndled og knæ.

Du skal især være opmærksom på, at et skateboard pr. definition er forsynet med relativt små hjul. Hvis underlaget er helt plant og i orden, er der ingen problemer, men eventuelle huller eller sten på vejen kan give udfordringer. Tænk dig derfor om en ekstra gang, hvis du suser derudad i ukendt terræn med høj fart.

 

Undgå regnvejr og opbevaring i fugtige omgivelser

De fleste elektriske skateboards er klassificeret som IP54, hvilket betyder, at de er testede som værende støvtætte og modstandsdygtige overfor almindelig overspuling med vand. I praksis tester man med en vandstråle, der skabes med en dyse på 6,5 millimeter, og med en vandmængde på 12,5 liter i en afstand af 3 meter. Det er dog en kortvarig test, som ikke kan sidestilles med regnvejr gennem længere tid eller generel opbevaring under fugtige forhold.

Hvis et regnvejr trækker op, mens du er på farten, behøver du ikke blive desperat, men sørg for at få skateboardet ind i varmen efter turen, så det kan tørre hurtigst muligt. I det hele taget bør du opbevare det varmt og tørt, og gerne i en taske, så mekanikken også er beskyttet mod støv. En fugtig garage eller et udhus er ikke optimalt. Fugt kan få stikforbindelser og ledninger til at korrodere, og printplader og elektronik kan også tage skade af fugt.

 

Regler for kørsel med elektriske skateboards

Som det også er tilfældet i mange andre lande, er den danske færdselslov slet ikke forberedt på de nye smarte køretøjer som segboards og elektriske skateboards, og der hersker derfor en vis usikkerhed om, hvor og hvordan de må bruges. Som reglerne er i øjeblikket, er det ikke umiddelbart lovligt at bruge et elektrisk skateboard i trafikken, hvor færdselsloven er gældende. Trafik- og Byggestyrelsen har dog allerede igangsat en undersøgelse, der skal se nærmere på, hvordan lovgivningen kan tilpasses. I Stprbritannien er brugen af elektriske skateboards eksempelvis helt bandlyst i den offentlige trafik, og der uddeles bøder med hård hånd. Heldigvis håndterer den danske ordensmagt det hele lidt mere afslappet i praksis.

Problemet er bl.a., at et elektronisk skateboard ikke har et styr, og dermed ikke har mulighed for at få den lovpligtige ringeklokke monteret. Derimod er f.eks. den efterhånden gammelkendte segway lovlig i trafikken efter de gældende regler, fordi den netop har et styr monteret. Det kan virke temmelig tåbeligt, eftersom en segway jo i princippet ikke er mere sikker at køre på.

Der er med andre ord ikke rigtig nogen tidssvarende lovgivning i øjeblikket. Eksempelvis er den britiske ordensmagt derfor nødt til at navigere efter en gammel lov fra 1835, der egentlig skal regulere færdsel og trækning af svin, får og andre husdyr, samt hestevogne og oksekærer. Forhåbentlig får både de britiske og danske myndigheder inden alt for længe sammensat et sæt regler, som understøtter og fremmer brugen af elektriske skateboards og andre lignende transportmidler, så vi kan få reduceret støj og forurening yderligere i bybilledet.